KAPITEL TO

Thor vandrede i timevis i bakkerne, sydende, indtil han til slut valgte en bakke og satte sig, med armene krydsede over sine ben og så ud imod horisonten. Han så vognene forsvinde, så støvskyen, der blev hængende i flere timer efter.

Der ville ikke blive flere besøg. Nu var han dømt til at blive her i denne landsby i årevis, mens han ventede på en ny chance – hvis de nogensinde kom tilbage. Hvis hans far ville tillade det nogensinde. Nu ville det bare være ham og hans far alene i huset, og hans far ville helt sikkert udspy al sin vrede over ham. Han ville fortsat være sin fars lakaj, år ville gå og til sidst ville han ende som ham, fastlåst i et lille ligegyldigt liv—mens hans brødre ville vinde hæder og berømmelse. Hans årer brændte af uretfærdigheden. Det var ikke det, der var hans skæbne. Det vidste han.

Thor hærgede sin hjerne for noget han kunne gøre, en made han kunne ændre det. Men der var intet. Det her var de kort han havde på hånden.

Efter at have siddet i timevis, rejste han sig modløst og begyndte at krydse sig vej op af de velkendte bakker, højere og højere. Uundgåeligt, drev han tilbage til fåreflokken, til den høje bakke. Mens han klatrede, faldt den første sol på himlen og den anden nåede sit højdepunkt, og skabte en grøn tone over det hele. Thor tog sig god tid, slentrede, tanketom og tog slyngen med det slidte læderhåndtag, fra sit bælte. Han følte i posen, der var bundet til hans hofte og mærkede på sin stensamling, hver sten mere glat end den anden, håndplukket fra de mest udsøgte kløfter. Indimellem havde han skudt efter fugle, og andre gange mod gnavere. Det var en indgroet vane, opbygget igennem mange år. I starten havde han ikke ramt noget, og så en gang havde han ramt et dyr i bevægelse. Efter det ramte han altid plet. Nu, var stenkast blevet en del af ham—og det hjalp med at få vreden lidt på afstand. Hans brødre kunne måske svinge et sværd igennem en træstamme – men de ville aldrig kunne tamme en flyvende fugl med en sten.

Thor satte tanketomt en sten fast I slyngen, lænede sig tilbage og skød den med alt han havde, mens han forestillede sig han skød den efter sin fat. Han ramte en gren langt væk, og tog den rent ned. Fra dengang han havde opdaget at han rent faktisk kunne dræbe et dyr i bevægelse, var han holdt op med at skyde efter dem, bange for sine egne kræfter og uden at have lyst til at skade noget, nu var hans mål grene.

Det var selvfølgelig anderledes, hvis der var en ræv, der kom efter fåreflokken. Med tiden havde de lært at holde sig fra ham og Thors får var derfor de sikreste i landsbyen.

Thor tænkte på sine brødre og på hvor de var nu og han skummede af vrede. Efter en dagsrejse ville de ankomme i Kongens Hof. Han kunne lige forestille sig det. Han så dem blive modtaget af folk i deres fineste tøj, til stor fanfare. Krigere hilste dem. Medlemmer af The Silver. De ville blive taget ind og få tilbudt et sted at bo I Legionens barakker, et sted at træne på Kongens pladser og få lov til at bruge de fineste våben. De ville alle blive en kendt ridders væbner. En dag ville de selv blive riddere, få deres egne heste, deres eget våbenskjold og deres egen væbner. De ville være med til alle fester og deltage i Kongens måltider. Det var et magisk liv. Og det var smuttet ud igennem hans fingre.

Thor følte sig fysisk syg og prøvede at tvinge det hele væk fra sine tanker. Men han kunne ikke. En del af ham, en dybtliggende del, skreg af ham. Den fortalte ham at han ikke skulle give op, at han havde en større skæbne end dette, Han vidste ikke hvad det var, men det var ikke her. Han kunne mærke at han var anderledes. Måske endda speciel. At ingen forstod ham. Og at de alle undervurderede ham.

Thor nåede den højeste top og fik øje på sin flok. De var veldresserede, de stod alle sammen stadigvæk, og gnaskede tilfredse på det græs de fandt. Han talte dem og kiggede efter de røde mærker, han havde tegnet på deres rygge. Det løb ham koldt ned ad ryggen, da han var færdig. Det manglede et får.

Han talte igen og igen. Han kunne ikke tro det: et får var væk.

Thor havde aldrig mistet et får før, og hans far ville aldrig tilgive ham dette. Endnu værre, han hadede tanken om at et af hans får var faret vild, alene og sårbar i vildmarken. Han hadede at se noget uskyldigt, der led.

Thor pilede op til toppen af bakken og skannede horisonten indtil han fik øje på det, langt væk, mange bakker væk: det ensomme får, det røde mærke på ryggen. Det var det vilde får i flokken. Hans hjerte sank, da han indså at fået ikke bare var flygtet, men havde valgt, af alle steder at begive sig mod vest, til Darkwood.

Thor sank en klup. Darkwood var et forbudt område – ikke bare for får, men for mennesker. Det var udenfor landsbyens grænse, og siden han havde lært at gå, vidste Thor at han ikke måtte begive sig derhen. Han havde aldrig gjort det. Legenderne sagde at det var sikker død, skovene var uden stier og fyldt med blodtørstige dyr.

Thor så op mod himlen, overvejende. Han kunne ikke lade fåret slippe. Han regnede ud at hvis han kunne gå hurtigt, kunne han komme tilbage i tide.

Efter et sidste blik tilbage, vendte han sig og begyndte at spurte, vestover mod Darkwood, mens tætte skyer samlede sig over ham. Han havde en urolig følelse, og dog så hans ben ud til at bære ham uden hans vilje. Han kunne mærke at han ikke kunne vende om, selv hvis han havde villet.

Det var som at løbe ind i et mareridt.

*

Thor spurted ned ad alle bakkerne uden pause, in i den tætte bevoksning af Darkwood. Stierne endte, hvor skoven begyndte og han løb ind i uopdaget territorie, sommer blade knasende under hans fødder.

I det øjeblik han trådte ind i skoven, var han omgivet af mørke, lyset blev blokeret af de tårnhøje fyrretræer over ham. Det var også koldere her og da han trådte over tæskelen, mærkede han en kuldegysning. Det var ikke kun mørket eller kulden – det var noget andet. Noget han ikke havde ord for. Det var en følelse af at han blev iagttaget.

Thor kiggede op på de ældgamle krogede grene, tykkere end ham selv, svajende og knirkende i vinden. Han havde ikke engang gået halvtreds skridt ind i skoven, da han begyndte at høre mærkelige dyrelyde.

Han vendte sig og kunne knap se den åbning, han var kommet ind af; og han følte allerede at der ikke var nogen vej ud. Han tøvede.

Men der var noget anderledes ved dagen I dag, der fik Thor til at være ligeglad. Der fik ham til at kaste al forsigtighed over bord. En del af ham ville overskride grænser, komme så langt væk hjemmefra som muligt, og lade livet føre ham hvorhen det ville.

Han begav sig videre, standsede så, usikker på hvilken vej han skulle gå. Han bemærkede kendemærker, bøjede grene hvor hans får måtte have fået, og drejede i den retning. Efter noget tid drejede han igen.

Før der var gået en time mere var han faret vild. Han forsøgte at huske retningen, han var kommet fra – men han var ikke sikker mere. En urolig følelse lagde sig i hans mave, men han regnede ud at den eneste vej var fremad, så han fortsatte,

Langt væk, kunne Thor glimte en solstråle og gik efter den. Pludselig var han i en lille lysning, han stoppede ved kanten, åndeløs – han kunne ikke tro hvad han så.

Der stod en mand foran ham, med ryggen til Thor, klædt i en lang blå satin kåbe. Nej, ikke en mand- Thor kunne mærke det på afstand. Han var noget andet. En druide måske. Han stod rank og høj, hovedet dækket af en hætte, helt stille, som om han ikke havde èn bekymring i verden.

Thor vidste ikke hvad han skulle gøre. Han havde hørt om druider, men havde aldrig mødt en. Af kåbens markeringer, de udsøgte guld tegninger, kunne han se at dette ikke bare var en druide. Det var kongelige markeringer, fra Kongens Hof. Thor forstod det ikke, hvad lavede en kongelig druide her?

Efter hvad der føltes som en evighed, vendte druiden sig langsomt og så på ham, og da han gjorde, genkendte Thor hans ansigt. Han mistede pusten. Det var et af de mest berømte ansigter i kongeriget: Kongens personlige Druide. Argon, rådgiver af konger i de Vestlige Kongeriger i århundreder. Hvad lavde han her, langt fra det kongelige hof, midt i Darkwood, det var et mysterium. Thor spekulerede om om det var noget han drømte.

“Dine øjne bedrager dig ikke.” sagde Argon, mens han stirrede direkte på Thor.

Han stemme var dyb og ældgammel, som om den blev talt af træerne selv. Hans store gennemsigtige øjne, borede sig igennem Thor som om han regnede ham ud. Thor mærkede en intens energi der strålede ud fra druiden – som om han stod over for solen.

Thor faldt omgående ned på knæ og bøjede sit hoved.

”Min Herre”, sagde han. ”Jeg undskylder at have forstyrret Dem.”

Respektløshed over for en Kongens rådgiver ville medføre fængsel eller død.

Det var en ting, der var indpisket i Thor siden blev født.

“Rejs dig, barn”, sagde Argon. ”Hvis jeg havde ønsket, du skulle knæle ville jeg have sagt det.” Langsomt rejste Thor sig og så på ham. Argon gik et par skridt fremad, tættere på. Han standsede og stirrede på Thor indtil Thor begyndte at føle det ubehageligt.

”Du har din mors øjne”, sagde Argon.

Thor var forundret. Han havde aldrig mødt sin mor, og havde aldrig mødt nogen, bortset fra hans far, som havde kendt hende. Han havde fået at vide at hun var død i barselsseng, noget Thor altid havde følt sig skyldig over. Han havde en mistanke om at det var derfor hans familie hadede ham.

”Jeg er bange for at De forveksler mig med en anden”, sagde Thor. ”Jeg har ingen mor”.

“Har du ikke?” Spurgte Argon med et smil. “Blev du født af en mand?”

”Det jeg ville have sagt Herre, var at min mor døde i barselseng. ”Jeg tror De forveksler mig”.

” Du er Thorgrin, af McLeod klanen. Den yngste af fire brødre. Den der ikke blev udvalgt.”

Thors øjne blev vidtåbne. Han vidste ikke hvad det her var. At nogen af Argons byrd skulle vide, hvem han var – det var mere end han kunne fatte. Han havde aldrig forestillet sig at han skulle være kendt af nogen udenfor landsbyen.

”Hvordan…Ved De det?”

Argon smilede tilbage, men svarede ikke.

Thor blev pludselig interreserret.

”Hvordan..” Tilføjede han, mens han famlede efter ordene, “…hvordan kender De min mor? Har de mødt hende? Hvem var hun?”

Argon vendte sig og gik væk.

”Spørgsmål en anden gang, ” sagde han.

Thor så ham gå væk. Forvirret. Det var sådan et svimlende og mystisk møde, og det skete alt sammen så hurtigt. Han besluttede at han ikke kunne lade Argon forsvinde; han skyndte sig efter ham.

”Hvad laver De her?” spurgte Thor, mens han indhentede ham. Argon, der gik mens han brugte sin stav, en ældgammel elfenbens ting, gik forbavsende hurtigt. ”De ventede ikke på mig, gjorde De?”

”Hvem ellers?” spurgte Argon.

Thor skyndte sig at indhente ham, han fulgte efter ham ind I skoven væk fra lysningen.

”Men hvorfor mig? Hvordan vidste De at jeg ville komme? Hvad vil De mig?”

”Så mange spørgsmål, ”Sagde Argon. “Du hører ikke efter. Du skulle lytte I stedet for. “

Thor fulgte ham mens de fortsatte igennem den tætte skov, han prøvede at være stille.

”Du kom for at lede efter dit fortabte får, ” sagde Argon. ”En ædel indsats. Men du spilder din tid. Hun overlever ikke.”

Thors øjne var vidtåbne.

“Hvordan ved De det? “

“Jeg kender verdener som du aldrig kommer til at kende, dreng. I det mindste ikke endnu.”

Thor overvejede mens han småløb for at følge med.

”Du vil dog ikke lytte. Det er din natur. Stædig. Ligesom din mor. Du vil alligevel fortsætte efter dit får, besluttet på at redde hende.”

Thor blev rød i hovedet fordi Argon læste hans tanker.

”Du er en ilter dreng” tilføjede han. ”Viljestærk. Alt for stolt. Positive træk. Men en dag bliver de måske din undergang.”

Argon begyndte at vandre op ad en mosgroet højderyg og Thor fulgte efter.