”Jo,” sagde fyren. ”Det er vores biler. Og jo, du befinder dig i et undervisningslokale sammen med to forskellige repræsentanter for to forskellige statslige institutioner. På et samarbejdskursus. Hvor de vil lære os alt muligt om at samarbejde med andre organisationer. Sig ikke, at du også kommer fra en af dem?”

”Militærpolitiet,” sagde Reacher. ”Men bare rolig. Jeg er sikker på, at der vil være masser af civiliserede mennesker her klokken sytten. Så kan I bare glemme mig og finde ud af at arbejde sammen med dem i stedet.”

Den maskinklippede kiggede op og sagde: ”Nej, jeg tror ikke, at vi bliver flere. Jeg tror kun, kurset er for os. Der er kun gjort tre soveværelser klar. Jeg så mig omkring før.”

”Måske skal vi undervise. Måske bor eleverne et andet sted.”

”Ja, det vil give bedre mening,” sagde den mørkhårede.

Reacher mindedes samtalen på Garbers kontor. ”Min overordnede kaldte det efteruddannelse,” sagde han. ”Jeg fik en stærk fornemmelse af, at jeg skulle tage imod, ikke give. Derefter antydede han, at jeg kunne klare kurset hurtigt ved hjælp af en hård arbejdsindsats. Alt taget i betragtning forventer jeg derfor ikke at skulle undervise. Lød jeres ordrer anderledes end det?”

”Ikke rigtig,” sagde den maskinklippede.

Fyren med håret svarede ikke med andet end et kraftigt, eftertænksomt skuldertræk, der syntes at medgive, at kun en stærkt fantasifuld person kunne fortolke hans ordrer anderledes.

”Jeg er Casey Waterman, FBI,” sagde den maskinklippede.

”Jack Reacher, hæren.”

”John White, CIA,” sagde den langhårede.

De gav hånd og henfaldt så til den samme tavshed, som Reacher havde bemærket på vej ind i lokalet. De var løbet tør for samtaleemner. Han satte sig ved et bord omme bagved. Waterman sad foran på venstre hånd, og White sad foran til højre. Waterman sad helt stille. Men stadig opmærksom. Han fik tiden til at gå og sparede på energien. Det havde han prøvet før. Han var en erfaren agent. Absolut ikke nogen nybegynder. Og selv om White på alle måder var anderledes, var han det heller ikke. White var i konstant bevægelse. Han sitrede og vred sig og gned sig i hænderne, missede ud mod et punkt i lokalet enten langt væk eller tæt på, klemte nogle gange øjnene sammen og skar ansigt og kiggede skiftevis til venstre og til højre, som om han var fanget i en pinagtig tankerække uden mulighed for at slippe væk. En analytiker, gættede Reacher på, der havde tilbragt mange år i en verden fuld af upålidelige oplysninger og både dobbelt, tredobbelt og firdobbelt bedrag. Så havde han også lov til at virke lidt urolig.

Ingen af dem sagde noget.

Fem minutter efter brød Reacher tavsheden og spurgte: ”Har vi en forhistorie med dårligt samarbejde? FBI, mener jeg, og CIA og militærpolitiet. Jeg kender ikke til, at det skulle være et problem. Gør I?”

”Du drager den forkerte konklusion, tror jeg,” sagde Waterman. ”Det her handler ikke om fortiden. Det handler om fremtiden. De ved allerede, at vi godt kan finde ud af at samarbejde. Og det giver dem mulighed for at udnytte os. Tænk på første halvdel af kursustitlen. Det handler lige så meget om retsteknisk nytænkning som om samarbejde. Og nytænkning vil for dem sige at spare penge. I fremtiden kommer vi alle sammen til at samarbejde endnu mere. Ved at dele laboratoriefaciliteter. De vil bygge et helt nyt sted, som vi så skal være fælles om. Det er i hvert fald mit bud. Vi er her for at få at vide, hvordan det skal komme til at fungere.”

”Det er for søgt,” sagde Reacher. ”Jeg ved intet om laboratorier eller planlægning. Det giver ingen mening at inddrage mig i den slags.”

”Det samme her,” sagde Waterman. ”Sandt at sige er det ikke nogen af mine stærke sider.”

”Det er ikke bare søgt,” sagde White. ”Det er et kolossalt spild af tid. Der er langt vigtigere ting at beskæftige sig med.”

Såsom at sitre og vride sig og vride hænder.

”Har de frigjort dig fra en opgave for at sende dig hertil?” spurgte Reacher. ”Har du noget, du mangler at gøre færdig?”

”Nej, faktisk stod jeg til at skulle forflyttes. Jeg har lige afsluttet noget. Med succes, troede jeg ellers, men det her var så belønningen.”

”Se på det positive ved det. Du kan slappe af. Tage det roligt. Tage ud og spille golf. Du behøver ikke at lære, hvordan man får det til at fungere. CIA er komplet ligeglade med laboratorier. I bruger dem jo knap nok.”

”Jeg kommer tre måneder bagud med den opgave, jeg ellers burde være begyndt på lige nu.”

”Som er hvad?”

”Det kan jeg ikke fortælle.”

”Hvem udfører den så i stedet?”

”Det kan jeg heller ikke fortælle.”

”En god analytiker?”

”Ikke god nok. Han risikerer at overse ting. Det kan godt være afgørende. Den slags sager er umulige at forudsige.”

”Hvilke ting?”

”Det kan jeg ikke fortælle.”

”Men altså vigtige sager?”

”Langt vigtigere end det her.”

”Hvad er det, du lige har afsluttet?”

”Det kan jeg ikke fortælle.”

”Var det ekstraordinære opgaver for De Forenede Stater i en ansvarsmæssig nøglerolle?”

“Hvad?”

“Eller noget tilsvarende.”

“Ja, det vil jeg mene.”

”Men det her var altså belønningen.”

”Det samme her,” sagde Waterman. ”Jeg er i samme båd. Jeg kunne sige nøjagtig det samme som ham. Jeg så frem til at blive forfremmet. Ikke til det her.”

”Forfremmet til hvad? Eller efter hvad?”

”Vi fik afsluttet en stor sag.”

”Hvilken slags sag?”

”Grundlæggende set en menneskejagt. Mange år gammel og meget kold. Men det lykkedes.”

”I nationens tjeneste?”

”Hvad handler det her om?”

”Jeg sammenligner jer. Og der er altså ikke den store forskel. I er særdeles dygtige agenter, allerede rimeligt erfarne; I opfattes som loyale og pålidelige og troværdige og får derfor også noget nyttigt at lave. Men nu skal det her så være belønningen. Og det kan kun betyde én af to ting.”

”Som er?” sagde White.

”Måske har I gjort noget, der har vakt uro i visse kredse. Måske er der opstået behov for at benægte det. Måske er det nødvendigt at gemme jer af vejen. Ude af øje og ude af sind.”

White rystede på hovedet. ”Nej,” sagde han, ”det nød almindelig respekt. Det vil det gøre i mange år frem. Jeg fik en hemmelig orden. Og et personligt brev fra udenrigsministeren. Og det behøver ikke at blive benægtet, for hele operationen var mørklagt. Ingen i de pågældende kredse kendte noget til det.”

Reacher så på Waterman og sagde: ”Var der noget urovækkende ved din menneskejagt?”

Waterman rystede på hovedet og sagde: ”Hvad er den anden mulighed?”

”At det her ikke er et kursussted.”

”Hvad er det så?”

”Det er et sted, hvor de sender gode agenter hen umiddelbart efter en særdeles vellykket operation.”

Waterman tøvede et øjeblik. En ny indskydelse. ”Gælder det samme for dig?” sagde han. ”Jeg kan ikke se, hvorfor det ikke skulle gøre det. Hvorfor indkalde to af samme slags i stedet for tre?”

Reacher nikkede. ”Det samme gælder for mig. Jeg kommer også lige fra en meget vellykket operation. Det er helt sikkert. Så sent som i formiddags fik jeg en medalje. I et bånd om halsen. For en veludført opgave. Helt igennem pænt og ordentligt. Intet at blive urolig over.”

”Hvad var det for en slags opgave?”

”Det er givetvis fortroligt. Men jeg har fra pålidelig kilde, at det kan have drejet sig om at bryde ind i et hus og skyde beboeren i hovedet.”

”Hvor?”

”Én gang i panden og én gang bag øret. Det slår aldrig fejl.”

”Nej, hvor lå huset henne?”

”Det er givetvis også fortroligt. Men det har nok været i udlandet. Og jeg har også fra pålidelig kilde, at der var en hel masse konsonanter i bynavnet. Faktisk ikke ret mange vokaler overhovedet. Og så gjorde vedkommende det samme den følgende nat. I et andet hus. Det alt sammen med god grund. Hvad der alt i alt også betyder, at han for mig at se bagefter kunne have forventet noget bedre end det her. Jeg ville mindst forvente, at han fik lidt at skulle have sagt i forhold til sin næste udsendelse. Måske endda ligefrem noget at vælge imellem.”

”Præcis,” sagde White. ”Og jeg ville i hvert fald ikke have valgt det her. Jeg ville have valgt at gøre nøjagtig det, som jeg egentlig burde gøre lige nu.”

”Noget, der var udfordrende?”

”Ja, meget.”

”Og det er typisk nok. Som belønning vil vi gerne udfordres. Vi vil ikke have lette opgaver. Vi vil videre.”

”Præcis.”

”Måske er vi også kommet det,” sagde Reacher. ”Lad mig spørge jer om noget. Tænk tilbage på, da I fik ordre om det her. Var det ansigt til ansigt eller på skrift?”

”Ansigt til ansigt. Det ville det nødvendigvis være med noget af denne art.”

”Var der en tredje person i lokalet?”

”Det var der faktisk,” sagde White. ”Det var ydmygende. En kontorassistent, der ventede på at komme til at aflevere en bunke papirer. Han bad hende blive. Hun stod der bare.”

Reacher så over på Waterman, der sagde: ”Det samme her. Han bad sin sekretær blive i lokalet. Det ville han normalt ikke gøre. Hvor vidste du det fra?”

”Fordi jeg selv oplevede det samme. Hans sergent. Som vidne. Men også en sladrehank. Det var hele idéen. De snakker konstant med hinanden. I løbet af få sekunder vidste alle, at jeg ikke skulle forflyttes til noget interessant. Blot på et meningsløst kursus med en intetsigende titel. Jeg blev en gammel hat med det samme. Forsvandt omgående fra radaren. Jeg er sikker på, at alle er klar over det nu. Jeg er en ikkeperson. Jeg forsvandt ind i den bureaukratiske tåge. Og det gjorde I måske også. Måske har kontorassistenter og FBI-sekretærer deres egne netværk. I det tilfælde er vi tre lige nu de mest usynlige mennesker på kloden. Ingen stiller spørgsmål om os. Ingen er nysgerrige på vores vegne. Der er knap nok nogen, der kan huske os. Intet er mere kedsommeligt end vores nuværende opholdssted.”

”Du siger altså, at de har flyttet tre uafhængige, men velfungerende agenter ned under radaren. Hvorfor dog det?”

”Under radaren er ikke engang dækkende. Vi er på kursus. Vi er fuldstændig usynlige.”

”Hvorfor? Og hvorfor os tre? Hvordan hænger det sammen?”

”Det ved jeg ikke. Men jeg er sikker på, at det rummer udfordringer. Sikkert af den slags, som tre velfungerende agenter kan opfatte som en tilfredsstillende belønning for veludført arbejde.”

”Hvad er det her for et sted?”

”Det ved jeg ikke,” sagde Reacher igen. ”Men et kursussted er det i hvert fald ikke. Det er helt sikkert.”

Nøjagtig klokken sytten drejede to sorte varevogne ind ude fra vejen, kørte forbi det knæhøje skilt og parkerede bag de tre Capricer som en anden barrikade for at spærre dem inde. To mænd i jakkesæt steg ud af hver sin varevogn. Secret Service eller U.S. Marshals. De så sig begge to hurtigt omkring, vurderede, at der ikke var fare på færde, og vendte sig mod varevognene igen for at hjælpe deres chefer ud.

Der steg en kvinde ud af den anden varevogn. Hun havde en mappe i den ene hånd og et bundt papirer i den anden. Hun var klædt i en nydelig sort kjole. Knælang. Det var den slags, der både kunne gå an om dagen sammen med perler i tyste, højtbeliggende kontorer og om aftenen med diamanter ved cocktailparties og receptioner. Hun var ældre end Reacher, måske ti år eller endnu mere. Midten af fyrrerne, men holdt sig godt. Intelligent udseende. Hendes mellemlange, lyse hår sad i en afslappet frisure og var uden tvivl redt igennem med fingrene. Hun var højere end gennemsnittet, men ikke bredere.

Så steg der en mand ud af den første varevogn, og ham genkendte Reacher med det samme. Han var i avisen mindst en gang om ugen og i tv endnu oftere, for ud over at få sine egne ting dækket optrådte han også på en masse arkivfotos og gamle nyhedsoptagelser fra regeringsmøder og intense diskussioner i skjorteærmer på Det Ovale Kontor. Det var Alfred Ratcliffe, den nationale sikkerhedsrådgiver. Præsidentens vigtigste medarbejder i forbindelse med ting, der kunne tænkes at gå galt. Problemløseren. Højrehånden. Rygterne ville vide, at han var næsten halvfjerds, men sådan så han ikke ud. Han var en gammel overlever fra udenrigsministeriet, der i tidens løb både havde været inde i varmen og ude i kulden, når de politiske vinde skiftede, og han ikke selv gjorde det, men ikke desto mindre var han blevet hængende længe nok til, at hans rygrad til sidst havde skaffet ham den bedste af alle stillinger.

Kvinden sluttede sig til ham, og med de fire jakkesæt omkring sig gik de sammen hen til entrédørene, som Reacher hørte gå op, hvorefter han hørte skridt på det hårde tæppe, og så trådte de alle sammen ind i undervisningslokalet med to jakkesæt bagest og to foran på vej hen mod tavlen, først Ratcliffe og derefter kvinden, indtil de ikke kunne komme længere, vendte sig om og så ud i lokalet nøjagtig ligesom lærere ved begyndelsen på en lektion.

Ratcliffe så først på White, så på Waterman og så på Reacher omme bagved.

”Det her er ikke et kursussted,” sagde han.