Lærepenge

Lee Child

Lærepenge

Originalens titel: Night School

Copyright © Lee Child, 2016

Copyright © Jentas A/S, 2018

Oversættelse: Jakob Levinsen, © Jentas A/S

Sats: Jentas A/S

Omslag: Jentas A/S

ISBN 978-87-7107-617-2

Alle kontrakter og aftaler vedrørende værket, oversættelsen, redaktionen­, omslaget, illustrationen og ombrydningen er ejet af © Jentas A/S.

Alle rettigheder forbeholdes.

Mekanisk, elektronisk eller fotografisk gengivelse af denne bog eller dele heraf er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret.

Published by agreement with Darley Anderson Literary Agency.

LEE CHILD på dansk

Falske værdier

61 timer

Værd at dø for

Ingen vej tilbage

Den rette mand

Rent personligt

Hårdt prøvet

Lærepenge

Intet mellemnavn

ET

Om formiddagen gav de Reacher en medalje, og om eftermiddagen sendte de ham tilbage på skolebænken. Medaljen var endnu en Legion of Merit. Hans anden. Det var en nydelig lille ting i hvid lak og med et bånd i en farve et sted mellem lilla og rødt. Hærens regulativ nummer 600-8-22 gjorde det muligt at tildele den for en enestående prisværdig indsats i forbindelse med udførelsen af ekstraordinære opgaver for De Forenede Stater i en ansvarsmæssig nøglerolle. Og det var en udmærkelse, som Reacher i teknisk forstand nok mente at have gjort sig fortjent til. Men han gik også ud fra, at den egentlige bevæggrund for tildelingen var den samme som sidste gang, han havde fået den. Det var en handel. En symbolsk kontrakt. Tag imod flitterstadset, og hold mund om det, vi bad dig om at gøre for at få det. Hvad Reacher nu også under alle omstændigheder havde tænkt sig. Det var ikke ligefrem noget at prale af. Balkan, politiarbejde, en eftersøgning af to lokale med ønske om at holde deres hemmeligheder fra borgerkrigen skjult, begge hurtigt identificeret, lokaliseret, opsøgt og likvideret med skud i hovedet. Det hele som led i fredsprocessen. Forskellige interesser var blevet varetaget, og regionen faldet en smule mere til ro. To uger af hans liv. Fire skud affyret. Ikke noget at tale om.

Hærens regulativ nummer 600-8-22 var overraskende vagt omkring selve tildelingen af medaljer. Der stod kun, at ordener skulle overrækkes i en passende formel ånd og med dertil svarende ceremoni. Hvad der typisk ville sige i et stort lokale med bladguld på møblerne og en masse flag. Og en officer med højere rang end modtageren. Reacher var major med tolv års tjeneste bag sig, men samme formiddag blev der også uddelt andre ordner, heriblandt tre til en trio af oberster og to til et par enstjernede generaler, så den store kanon på stedet var ved denne lejlighed en trestjernet fra Pentagon, som Reacher for mange år siden havde lært at kende, da den pågældende var overordnet militærpolitimand med base i Fort Myer. Den tænksomme type. Så afgjort tænksom nok til at regne ud, hvorfor en major i militærpolitiet blev tildelt en Legion of Merit. Han havde et glimt i øjet. En blanding af ironisk og gravalvorligt. Tag imod flitterstadset, og hold mund. Måske havde han selv engang gjort det samme. Måske endda flere gange. Han havde en hel sildesalat af ordensbånd på venstre side af sin uniformsjakke. Heriblandt Legion of Merit.

Det passende formelle lokale befandt sig dybt inde i Fort Belvoir i Virginia. Det ville sige tæt på Pentagon og dermed hensigtsmæssigt for den trestjernede. Men også hensigtsmæssigt for Reacher, i og med at det var nogenlunde lige så tæt på Rock Creek, hvor han siden sin hjemkomst havde siddet og trillet tommelfingre. Til gengæld knap så hensigtsmæssigt for de andre officerer, der var blevet fløjet ind fra Tyskland.

De tilstedeværende gik lidt rundt, småsnakkede og gav hånd, hvorefter de alle sammen blev tavse, stillede sig på række og stod ret, der blev gjort honnør og enten sat eller hængt medaljer på, og så blev der gået lidt mere rundt og småsnakket og givet hånd. Reacher kantede sig hen mod døren i håb om at kunne smutte ud, men den trestjernede nåede at fange ham inden. Han gav hånd, tog ham om albuen og sagde: ”Jeg hører, at du skal forflyttes.”

”Det har jeg ikke fået noget at vide om,” sagde Reacher. ”Ikke endnu. Hvor har du hørt det henne?”

”Min oversergent. De taler sammen hele tiden. Underofficererne i den amerikanske hær har de bedste jungletrommer i verden. Jeg kan stadig blive overrasket over det.”

”Hvor siger de så, at jeg skal hen?”

”De er ikke helt sikre. Men ikke ret langt. I hvert fald inden for køreafstand. Der er åbenbart blevet rekvireret en bil.”

”Hvornår forventes jeg så selv at finde ud af det?”

”En gang i løbet af i dag.”

”Tusind tak,” sagde Reacher. ”Det er godt at vide.”

Den trestjernede slap hans albue, og så sneg Reacher sig videre hen til døren, gennem den og ud i en korridor, hvor en oversergent standsede brat op og gjorde honnør. Han var stakåndet, som om han havde løbet længe. Måske fra en fjern del af anlægget, hvor det egentlige arbejde blev udført.

”Sir,” sagde han, ”general Garber lader hilse og anmoder Dem om at lægge vejen forbi hans kontor snarest muligt.”

”Hvor skal jeg hen, soldat?” sagde Reacher.

”Inden for køreafstand,” sagde den anden. ”Men det kan betyde lidt af hvert her på stedet.”

Garbers kontor lå i Pentagon, så Reacher fik kørelejlighed med to kaptajner, der boede i Belvoir og havde eftermiddagsvagter i ring B. Garber havde sit helt eget afsondrede lokale to ringe inde, to etager op, og uden for døren sad en sergent og holdt vagt bag et skrivebord. Han rejste sig, førte Reacher indenfor og bekendtgjorde hans navn som en anden gammeldags butler på film. Derpå trådte han til side og skulle til at trække sig tilbage, da Garber standsede ham og sagde: ”Sergent, jeg vil gerne have Dem til at blive her.”

Det gjorde han så, og stod rør med benene solidt plantet på det skinnende linoleum.

Et vidne.

”Sid ned, Reacher,” sagde Garber.

Det gjorde Reacher så i en gæstestol med rørformede ben, der gav efter under hans vægt og vippede ham baglæns, som om det blæste kraftigt.

”De har fået nye ordrer,” sagde Garber.

”Hvad, og hvorhenne?” sagde Reacher.

”De skal tilbage på skolebænken.”

Reacher sagde ikke noget.

”Skuffet?” sagde Garber.

Derfor vidnet, gik Reacher ud fra. Ikke nogen samtale under fire øjne. Korrekt opførsel. ”Som altid, general,” sagde han, ”tager jeg med glæde derhen, hvor hæren sender mig.”

”De lyder nu ikke særlig glad. Men det burde De. Efteruddannelse er er en herlig ting.”

”Hvilken skole?”

”Detaljerne bliver afleveret på Deres kontor i dette øjeblik.”

”Hvor længe skal jeg være væk?”

”Det kommer an på Deres arbejdsindsats. Så længe det nu er nødvendigt, vil jeg tro.”

Reacher tog bussen på Pentagons parkeringsplads og kørte de to stop hen til foden af bakken ved hovedkvarteret i Rock Creek. Han gik op ad skråningen og direkte hen på sit kontor. Midt på skrivebordet lå der et tyndt dossier. På forsiden stod hans navn, nogle tal og en kursusbeskrivelse: Retsteknisk nytænknings betydning for tværinstitutionelt samarbejde. Indeni lå der nogle papirark, som stadig var varme fra kopimaskinen og blandt andet omfattede en formel underretning om hans midlertidige overførelse til et sted, der lod til at være et lejet anlæg i et erhvervsområde i McLean, Virginia. Der skulle han melde sig inden klokken sytten samme dag. I civil påklædning. Der ville være overnatningsfaciliteter på stedet. Et privat køretøj ville blive stillet til rådighed. Uden chauffør.

Reacher stak dossieret under armen og forlod bygningen. Ingen så ham gå. Han var ikke af interesse for nogen. Ikke længere. Han var en skuffelse. Et antiklimaks. Underofficerernes jungletrommer havde holdt vejret uden at få andet ud af det end et formålsløst kursus med en intetsigende titel. Ikke spor spændende. Så nu var han altså blevet en ikkeperson. Som en baseballspiller på skadeslisten. Om en måneds tid ville nogen måske pludselig komme i tanke om ham et øjeblik og spekulere over, hvornår han mon kom tilbage, eller om han i det hele taget gjorde, og derefter lige så hurtigt glemme ham igen.

Den vagthavende inden for døren kiggede op og kiggede så væk igen med et udtryk af kedsomhed.

Reacher havde ikke ret meget civilt tøj, og en del af det var ikke engang rigtig civilt. Hans fritidsbukser var af kaki, fra marinekorpset og hen ved tredive år gamle. En bekendt af en bekendt arbejdede på et lager, hvor der efter sigende lå en bunke gamle ting, som var blevet fejlleveret helt tilbage under præsident Johnson og derefter bare glemt. Og historiens morale var tilsyneladende, at gamle marinebukser til forveksling lignede nye bukser fra Ralph Lauren. Ikke at Reacher gik op i buksers udseende. Men fem dollars var en glimrende pris. Og bukserne var fortrinlige. Aldrig brugt, aldrig udleveret, snorlige foldet, lidt jordslåede, men ellers i stand til at holde mindst tredive år endnu.

Hans T-shirts til fritidsbrug var ikke spor mere civile, for det var gamle ting fra hæren, som var blevet falmede og tyndslidte i vask. Kun hans jakke var helt igennem ikkemilitær. Det var en lysebrun denimsag fra Levi’s og fuldstændig ægte i alle henseender, også mærket, men var blevet syet af en tidligere kærestes mor i en kælder i Seoul.

Han skiftede, pakkede resten af sine ting sammen i en vadsæk og en dragtpose og bar det ud til kantstenen, hvor en sort Chevrolet Caprice holdt parkeret. Han gættede på, at det var en gammel patruljevogn fra militærpolitiet, der nu var sendt på pension og havde fået kendemærkerne fjernet samt hullerne til lysbjælken og antennerne lukket med gummipropper. Nøglen sad i. Sædet var slidt. Men motoren startede, gearkassen fungerede, og bremserne fungerede fint. Reacher lavede en U-vending, som havde han fået kommando over et slagskib, og satte så kursen mod McLean, Virginia, med vinduerne rullet ned og radioen tændt.

Erhvervsområdet var fuldstændig mage til så mange andre af slagsen, brunt og beige med diskrete skilte, nydelige plæner, stedsegrønne planter, lave bygningskomplekser i to og tre etager fordelt ud over et tomt område til glæde for folk, der gemte sig bag intetsigende og ydmyge navne og det tonede glas i deres kontorvinduer. Ved hjælp af husnummeret fandt Reacher frem til det rigtige sted og drejede ind ved et knæhøjt skilt med teksten Educational Solutions Incorporated, der var skrevet med så store typer, at det virkede barnligt.

Foran døren holdt to andre Chevy Capricer parkeret. Den ene var sort, den anden marineblå. De var begge to nyere end Reachers. Og de var også begge regulært civile i den forstand, at de hverken havde gummipropper eller sprøjtemalede døre. Det var statslige biler, det var der ingen tvivl om, rene og skinnende og begge med to antenner ud over det, der var nødvendigt for at høre baseballtransmissioner. Men der var ikke tale om to identiske ekstraantenner. På den sorte bil lignede det små nåle og på den blå lange piske i en anden kombination. På en anden bølgelængde. To forskellige organisationer.

Tværinstitutionelt samarbejde.

Reacher parkerede ved siden af dem og lod sine ting blive i bilen. Han gik ind i en tom entré, hvor der var gråt tæppe på gulvet og hist og her en grøn pottebregne op ad væggen. På en af dørene stod der Kontor. Og på en anden dør Undervisning. Den åbnede Reacher. Der hang en grøn tavle for enden af lokalet, og foran var der opstillet tyve skrivepulte på fire rækker med fem i hver, alle med en lille hylde i højre side til papir og blyant.

Ved to af bordene sad der en mand, begge i jakkesæt. Det ene var sort og det andet marineblåt. Ligesom bilerne. Begge mændene så lige ud i luften, som om de havde talt sammen, men var løbet tør for samtaleemner. De var nogenlunde på samme alder som Reacher. Fyren i det sorte jakkesæt var bleg og havde mørkt hår, der var faretruende langt i betragtning af, at han kørte i en bil fra staten. Fyren i det blå jakkesæt var bleg og havde farveløst hår, der var maskinklippet. Ligesom en astronaut. Han var også bygget som en astronaut eller som en gymnast, der havde været aktivt udøvende indtil for ganske nylig.

Reacher trådte indenfor, og de vendte sig begge to om.

”Hvem er du?” sagde den mørkhårede.

”Det afhænger af, hvem du er,” sagde Reacher.

”Din identitet afhænger altså af min?”

”Om jeg fortæller dig den eller ej. Er det jeres biler uden for?”

”Har det nogen betydning?”

”De er sigende.”

”Hvordan det?”

”Fordi de er forskellige.”