PEER GYNT

PERSONERNE

Åse, en Bondes Enke.

Peer Gynt, hendes Søn.

To Kjærringer med Kornsække.

Aslak, en Smed.

Bryllupsgjæster. Kjögemester. Spillemand, o. s. v.

Et Par Indflytterfolk.

Solvejg og lille Helga, deres Døtrre.

Bonden på Hæggstad.

Ingrid, hans Datter.

Brudgommen og hans Forældre.

Tre Sæterjenter.

En grönklædt Kvinde.

Dovregubben.

Et Hoftrold. Flere lignende. Troldjomfruer og Troldunger. Et Par Hexe.

Tomtegubber, Nisser, Hougfolk, o. s. v.

En stygg Unge.

En Stemme i mörket. Fugleskrig.

Kari, en Husmandskone.

Master Cotton, Monsieur Ballon, Deherrer v. Eberkopf og Trumpeterstråle, rejsende Herrer.

En Tyv og en Hæler.

Anitra, en Beduinhøvdings Datter.

Arabere, Slavinder, dansende Piger, o. s. v.

Memnonstötten (syngende).

Sfinxen ved Gizeh (stum Person.)

Begriffenfeldt, Professor, Dr. phil., Forstander for Dårekisten i Kairo.

Huhu, en Målstrever fra Malebarkysten. Hussejn, en østerlandsk Minister.

En Fellah med en Kongemumie.

Flere Dårekistelemmer samt deres Vogtere.

En norsk Skipper og hans Mandskab. En fremmed Passager.

En Prest. Et Ligfölge. En Lensmand. En Knappestöber. En mager Person.

__________________________

(Handlingen, der begynder i Førstningen af dette Århundrede og Slutter henimod vore Dage, foregår dels i Gudbrandsdalen, og på Højfjeldene deromkring, dels på Kysten af Marokko, dels i Ørkenen Sahara, i Dårekisten i Kairo, på Havet, o. s. v.)

FØRSTE HANDLING

(En lid med lövtrær nær ÅSEs gård. En elv fosser nedover. Et gammelt kværnehus på den anden side. Hed sommerdag.)

(Peer Gynt, en stærkbygget tyveårs gut, kommer nedover Gangstien. ÅSE, moderen, liden og fin, fölger efter. Hun er vred og skjælder.)

ÅSE

 
Peer du lyver!
 

PEER GYNT

 
Nei, jeg gjør ej!
 

ÅSE

 
Nå, så band på, det er sandt!
 

PEER GYNT

 
Hvorfor bande?
 

ÅSE

 
Tvi; du tør ej!
Alt ihob er tøv og tant!
 

PEER GYNT

 
Det er sandt – hvert evigt ord!
 

ÅSE

(foran ham)

 
Og du skjæms ej for din moer?
Først så render du tillfjelds
månedsvis i travle ånnen,
for at vejde ren på fånnen,
kommer hjem med reven pels,
uden byrse, uden vildt; —
og tillslut med åbne øjne
mener du at få meg bildt
ind de værste skytterløgne! —
Nå, hvor traf du så den bukken?
 

PEER GYNT

 
Vest ved Gjendin.
 

ÅSE

(ler spotsk)

 
Rigtig, ja!
 

PEER GYNT

 
Hvasse vinden bar ifra;
bak et oreholdt forstukken
han i skaresneen grov
efter lav —
 

ÅSE

(som før)

 
Ja rigtig, ja!
 

PEER GYNT

 
Pusten holdt jeg, stod og lytted,
hørte knirken af hans hov,
så av ene hornet grenene.
Derpå varsomt mellem stenene
frem på bugen jeg meg flytted.
Gjemt i røsen opp jeg glytted; —
slig en bukk, så blank og fed,
skulde du vel aldrig set!
 

ÅSE

 
Nej, bevares vel!
 

PEER GYNT

 
Det smaldt!
Bukken stupte bums i bakken.
Men i samme stund, han faldt,
sad jeg skrævs på bukkeryggen,
greb ham i det venstre øre,
vilde netopp kniven kjøre
bagom skolten ind i nakken; —
hej! da skreg han vildt, den styggen,
stod med et på alle fire,
slog mig med et agterkast
ud av næven kniv og slire,
skrued mig om lænden fast,
stemte hornene mod læggen,
klemte mig, som i en tang; —
dermed satte han på sprang
bent fremover Gjendin-eggen!
 

ÅSE

(uvilkårligt)

 
Jesu navn da – !
 

PEER GYNT

 
Har du sett den
Gjendin-eggen nogen gang?
Den er halve milen lang,
hvass bortefter, som en ljå.
Udfor bræer, skred og lider,
rakt nedover urder grå,
kan en se till begge sider
lukt i vandene, som blunder
svarte, tunge, mer enn tretten —
hundred alen nedenunder. —
Langsmed eggen han og jeg
skar os gjennem vejret vej.
Aldrig red jeg slig en fole!
Midt imod, der vi foer fram,
var det som der gnistred sole.
Brune ørnerygge svam
i det vide svimle slug
midtvejs mellem os og vandene, —
sakked agterud, som fnug.
Isflak brast og brød mod strandene;
men der var ej døn at høre;
bare hvirvlens vætter sprang,
som i dans; – de sang, de svang
sig i ring for syn og øre!
 

ÅSE

(svimmel)

 
Å, Gud trøste mig!
 

PEER GYNT

 
Med et,
på en rådløs bråbratt plett,
foer ivejret rype-steggen,
flaksed kagglende, forskræmt,
fra den Knart, hvor han sad gjemt,
klods for bukkens fod på eggen,
bukken gjorde halt omkring,
satte med et himmelspring
udfor dybet med oss begge!
 

(ÅSE vakler og griber efter en træstamme. Peer Gynt bliver ved.)

 
bag oss bergets svarte vægge,
under oss en bundløst slug!
Først vi kløvte lag av tåger,
kløvte så en flok av måger,
som igjennem luften vigende
fløj till alle kanter skrikende.
Nedad, uden stands, foer toget.
Men i dybet glittred noget
hvidlet, som en rensdyrsbug. —
Moer, det var vort eget billed,
som igjennem fjellsjø-stillet
opp mod vandets skorpe piled
i den samme vilde fart,
som i den vi nedad kiled.
 

ÅSE

(gisper efter vejret)

 
Peer! Gud fri meg – ! Si det snart – !
 

PEER GYNT

 
Bukk fra luften, bukk fra bunden,
stangedes i samme stunden
så at skummet om oss klasked.
Ja, der lå vi nu og plasked. —
Langt om længe, du, vi nådde
nordre landet på en måde;
bukken svam, og jeg hang bak ham; —
jeg for hjem —
 

ÅSE

 
Men bukken, du?
 

PEER GYNT

 
Å, han går der vel ennå; —
 

(knipser i fingrene, svinger seg på hælen og tilføyer):

 
kan du finne ham, så ta ham!
 

ÅSE

 
Og du har ei knekket nakken?
Ikke begge lår engang?
Ikke ryggbenet brutt?
O, Vårherre, – prisen, takk,
skyldes deg, som hjalp min gutt! —
Buksen har dog fått en revne;
men det er knapt ved at nevne,
når en minds, hvad meget værre
kunne hende i slik et sprang!
 

(Stanser plutselig, seg på ham med åpen munn og store øyne, kan lenge ikke finne ord, endelig utbryter hun:)

 
O, din fandens reglesmed;
kors og kors, hvor du kan lyve!
Remsen, som du kommer med,
minds jeg nu at jeg har kjennt
som en jente på de tyve.
Gulbrand Glesne er det hent, —
ikke deg, du!
 

PEER GYNT

 
Meg som ham. Slik kan mer enn en gang hende.
 

ÅSE

 
Ja, en løgn kan endevendes,
stadses op med brask og bram,
klædes i en nygjordt ham,
så dens magre skrot ej kendes.
Det er det, som du har gjort,
lagt alt så vildt og stort,
uglet ut med ørnerygge
og med alt det andet stygge,
løyet ligt og uligt væk,
skrønet ind slig måløs skræk,
at en kendes ej ved tilsidst,
hvad en længst har hørt og vidst!
 

PEER GYNT

 
Hvis en anden snakked slig,
skulde helseløs jeg slå ham!
 

ÅSE

(grædende)

 
Å, Gud give jeg lå lig;
gid jeg sov i svarte jorden!
Bøn og gråd ej binder på ham. —
Peer, du er og blir forloren!
 

PEER GYNT

 
Kære, vakkre, lille moer,
du har ret i hvert et ord; —
vær så blid og glad —
 

ÅSE

 
Ti stille!
Kan jeg glædes, om jeg vilde,
jeg, som har sligt svin til søn?
Må det ikke bittert krænke
meg, en stakkars magtløs enke,
stødt at fange skam for løn?
 

(Græder igjen.)

 
Hvad har slægten nu tilbage
fra din farfars velmagtsdage?
Hvor er skæpperne med mynt
efter gamle Rasmus Gynt?
Faer din gav dem fødder, han, —
ødte dem så glat som sand,
købte jord i alle sogne,
kjørte med forgyldte vogne – ,
Hvor er det, som gik tilspilde
ved det store vintergilde,
da hver gæst lod glas og flaske
bag sin ryg mod væggen klaske?
 

PEER GYNT

 
Hvor er sneen fra ifjor?
 

ÅSE

 
Du skal tie for din moer!
Se tilgårds! Hvert andet rude —
hul er fyldt med gamle klude.
Hægn og skigard ligger nede,
fæet står for vejr og væde,
eng og aker ligger brak,
hver en måned blir jeg pantet —
 

PEER GYNT

 
Ti så med den kærringsnak!
Ofte nok har lykken skrantet,
og så kom den højst påfode!
 

ÅSE

 
Der er saltrød, hvor den grode.
Kors, men du er storkarl, du, —
lige kaut og kry endnu,
lige knøv, som dengang presten,
der han kom fra Kjøbenhavn,
spurgte deg som døbenavn,
bandt på at sligt et nemme
sakned magen prins derhjemme,
så at faer din gav han hesten
med en slæde tol, som tak
for den vennesæle snak, —
Hå; ja da var alting gildt!
Provst, kaptejn og hele resten
hang der dagstødt, åd og drak,
fyldte seg, så fast ed sprak.
Men i nød skal kendes næsten.
Her blev folketomt og stilt
samme dag da ’Jon med skæppen’
tog ivej med kramkarl – skræppen.
 

(Tørker øynene med forkledet.)

 
Ak, du er dog stærk og stor,
skulde stå som stav og støtte
for din gamle skrale moer, —
skulde gårdens gerning skøtte,
værge slumpen af din arv; —
 

(græder påny)

 
å, Gud hjælpe med for nytte
jeg har havet af dig, din skarv!
Hjemme ligger du i gruen,
roder rundt i kul og emmer;
mellom bygdens folk du skræmmer
jentene fra gildestuen, —
gør mig spe på alle kanter,
slås med sognets værste fanter —
 

PEER GYNT

 
Lad mig være.
 

ÅSE

(følger efter)

 
Kan du nægte
du var fremste mand i laget
i det store basketaget,
som for nylig stod på Lunde,
der I slogs som olme hunde?
Var det ikke dig, som knækte
armen på han Aslak smed, —
eller idetmindste brækte
ene fingeren hans af led?
 

PEER GYNT

 
Hvem har fyldt dig med slig præk?
 

ÅSE

(hidsig)

 
Husmanskonen hørte hylene!
 

PEER GYNT

 
Ja, det var meg, som skreg
 

ÅSE

 
Dig?
 

PEER GYNT

 
Ja, moer, – for jeg fikk pryglene.
 

ÅSE

 
Hva for någet?
 

PEER GYNT

 
Han er spræk
 

ÅSE

 
Hvem er spræk
 

PEER GYNT

 
Han, Aslak, ved jeg.
 

ÅSE

 
Tvi – og tvi; nu må jeg spytte!
Slig en slarvet fyldebøtte,
slig en rangler, slig en dranket
drammesluger har dig banket?
 

(Gråter igjen.)

 
Mangen skam og skændsel led jeg;
men at dette skulde ske,
det var dog den værste spe.
Lad ham være nok så spræk; —
skal du derfor være vek?
 

PEER GYNT

 
Om jeg hamrer eller hamres, —
ligefuldt så skal der jamres.
 

(Ler.)

 
Trøst dig, moer —
 

ÅSE

 
Hvad? Har du løjet nu igjen?
 

PEER GYNT

 
Ja, denne gang.
Tør så gråden pent af øjet; —
 

(knytter den venstre hånd)

 
se, – med denne knibetang
holdt jeg hele smeden bøjet;
højre næven var min slægge —
 

ÅSE

 
O, din slagsbror! Du vil lægge
mig i graven med din færd!
 

PEER GYNT

 
Nei da; du er bedre værd;
tyve tusend gange bedre!
Lille, stygge, snille moer,
du kan lide på mit ord,
hele bygden skal dig hædre,
bare vent til jeg får gjort
noget – noget rigtigt stort!
 

ÅSE

(blæser)

 
Du!
 

PEER GYNT

 
Hvem ved, hvad en kan møde!
 

ÅSE

 
Gid du bare blev så klog,
at du engang kunde bøde
flængen i din egen brog!
 

PEER GYNT

(hidsig)

 
Jeg skal blive konge, kejser!
 

ÅSE

 
Å. Gud trøste mig, nu rejser
sidste resten av hans vid!
 

PEER GYNT

 
Jo, jeg sal! Giv bare tid!
 

ÅSE

 
Ja, giv tid, så blir du prins,
siges der, om ret jeg minds!
 

PEER GYNT

 
Du skal se, moer!
 

ÅSE

 
Hold din mund!
Du er gal i bunde og grund, —
Nå, det er forresten sandt, —
noget var derblevet af dig,
hvis du ikke dagstødt gav dig
af med løgn og tøv og tant.
Hægstadjenten var dig god.
Let du havde vundet spillet,
hvis du rigtig havde villet —
 

PEER GYNT

 
Tror du?
 

ÅSE

 
Gamlen har ej kræfter
til at stå sit barn imod.
Han er stivsindt på en måde;
men til slut får Ingrid råde,
og hvor hun går, fod for fod
stavrer knarken arrig efter
 

(begynder igen at græde)

 
Ak min Peer; en grundrig jente, —
odelsjente! Tænk dig til; —
hvis du bare havde villet,
stod du nu som brudgom gild, —
du, som går her svart og fillet!
 

PEER GYNT

 
Kom, så vil vi ja-ord hente!
 

ÅSE

 
Hvor?
 

PEER GYNT

 
På Hægstad!
 

ÅSE

 
Stakkars dig;
Den er stængt, den friervej!
 

PEER GYNT

 
Hvorfor det?
 

ÅSE

 
Akk, jeg må sukke!
Spildt er stunden, spildt er heldet —
 

PEER GYNT

 
Nå?
 

ÅSE

(hulkende)

 
Mens du i vesterfjeldet
gennem luften red på bukke,
har Mads Moen fæstet jenten!
 

PEER GYNT

 
Hvad? Den kvindfolk—skræmsel! Han!
 

ÅSE

 
Ja, hun taer ham nu til mand.
 

PEER GYNT

 
Vent mig her, til jeg får spændt en
hest for kærren —
 

(vil gå).

ÅSE

 
Spar sligt spræl.
Bryllupet skal stå imorgen —
 

PEER GYNT

 
Pyt; jeg kommer jo i kveld
 

ÅSE

 
Tvi dig; vil du øge sorgen
med et læs af hvermands spot?
 

PEER GYNT

 
Trøst dig. Alting skal gå godt.
 

(Skriger og ler på en gang.)

 
Hejsan, moer! Vi sparer kærren;
det taer tid at hente mærre.
 

(Løfter hende ivejret.)

ÅSE

 
Slip mig!
 

PEER GYNT

 
Nej, på mine arme
bær jeg dig til bryllupsgården!
 

(Vader ut i eleven.)

ÅSE

 
Hjælp! Vorherre sig forbarme!
Peer! Vi drukner —
 

PEER GYNT

 
Jeg er båren!
til en gildere død —
 

ÅSE

 
Javisst;
du blir sagtens hængt tilsidst!
 

(Rusker ham i håret.)

 
O. dir ubæst!
 

PEER GYNT

 
Hold nu fred;
her er glat og slim på bunden.
 

ÅSE

 
Asen!
 

PEER GYNT

 
Ja brug bare munden;
det gør ingen mand fortred.
Så; nu skår det atter op —
 

ÅSE

 
Slip ej taget!
 

PEER GYNT

 
Hejsan, hop!
Vi skal lege Peer og bukken; —
 

(galloperende)

 
Jeg er bukken, du er Peer!
 

ÅSE

 
Å, jeg ved ej af mig mer!
 

PEER GYNT

 
Ser du; nu er evjen rukken;
 

(vader iland)

 
giv så bukken pent et kys;
det får være tak for skyds —
 

ÅSE

(slår ham på øret)

 
Der er tak for skydsen!
 

PEER GYNT

 
Au!
Den betaling var for snaud!
 

ÅSE

 
Slip mig!
 

PEER GYNT

 
Først til bryllupsgården.
Vær min talsmand. Du er klog;
snak med ham, den gamle dåren;
sig Mads Moen er et drog —
 

ÅSE

 
Slip!
 

PEER GYNT

 
Og sig ham så tilslut,
hvad Per Gynt er for en gut.
 

ÅSE

 
Ja, det kan du bande på!
Du skal vakkert skudsmål få.
Skildres skal du for og agter;
alle dine fandens fagter
skal jeg nævne grejdt og grant —
 

PEER GYNT

 
Så?
 

ÅSE

(sparker i arrighed)

 
Jeg skal ej stagge munden,
fød den gamle hidser hunden
på dig, som var en fant!
 

PEER GYNT

 
Hm; så får jeg gå alene.
 

ÅSE

 
Ja, men jeg skal komme efter!
 

PEER GYNT

 
Snille moer, du har ej kræfter —
 

ÅSE

 
Ikke det? Jeg er så sindt,
at jeg kunde knuse stene!
Hu, jeg kunde æde flint!